I regn og slud, skal kjolen ud
Selvom vi bevæger os mod koldere tider, må du endelig ikke pakke de flotte og sommerlige kjoler væk. Selv i 15, 10 og minus-grader, er kjolelooket et fedt alternativ til bukserne. Her kan du læse mere om, hvilke kjoler der er in denne sæson, hvordan du kan style din kjole til vinter og stadig holde varmen.
Sæsonens kjoler
Denne sæson er det de lange tunge kjoler med flæser som hitter. Kjolerne har mange forskellige prints; alt fra striber, blomster og dyreprintet, som stadig hitter stort. Mange kjoler er landligt inspireret med lyseblå striber i neutrale mælkestriber. De ferske farver og striber går godt til de chunky og vilde sko og støvler, som gerne må være voldsomme og kantede – også til den fine feminine kjole.
Blandt sæsonens kjoler og skjorter vil man også opdage, at de markante flæser stadig er fremme. På kjolerne viser dette sig i ofte flere lags peplum-effekt i skørtet eller på ærmerne. Skjortekjolerne hitter også stort denne sæson, men hvor det før var den glatte, løse model der var in, ser vi dette efterår en tendens til en kombination af den lange, kjole med flæser og brede skørter, men stadig med skjortekrave og de markerede ærmekanter, manchetter.
Sommerlige kontraster
Sommerens kjoler er, ikke overraskende, ofte præget af blomsterprints og vilde farver. Men særligt i 2018 har der været ekstra mange prints med blomster og frugter i butikkerne. Har du ikke råd til at bruge masser af penge på eksempelvis lækkert tøj fra Ganni, som også denne sæson er foran, hvad angår efterårets nye tendenser, så kan sommerens kjoler sagtens genbruges.
Med en blomsterkjole der går til knæet eller længere end det, kan du peppe dit outfit op med nylonstrømper eller strømpebukser, og et par fede sneakers eller støvler. Denne sæson er de markante og chunky sneakers in, og de må gerne se ud som om de er importeret fra det ydre rum. Er du mere til støvler, så har du også mulighed for at være modig her. Cowboystøvlen er fremme denne sæson, og vil gå godt til din lange malkepigekjole og en cool læderjakke.
Hold dig varm
Hopper du med på kjoletrenden efteråret og vinteren ud, så skal du selvfølgelig huske at holde fødder, ben og underliv varmt. Pep dit look op med et par nylon- eller uld- eller bomuldsstrømpebukser. Denne sæson behøver de ikke at være sorte, men må derimod gerne være røde, mørkegule, brune eller armygrønne.
Strømper med prints er også stadig in, men ikke kun til at peppe skoene op i sommermånederne. Har du lyst til at have nederdel på, en lun Indian summer dag i september eller oktober, så kan du sagtens hoppe i et par kulørte strømper. Fede og farverige strømpekanter der titter frem over støvlekanter eller i højhælede sandaler, kan sagtens gå an, og viser dig som en der tør udfordre den allerede eksisterende mode.