Mit værste mareridt blev min virkelighed – min kæreste døde.
Hovedpersonen i filmen dør fra kæresten og man græder sine øjne ud, for man kan føle deres værste smerte i kroppen. Puha, filmen er ovre og man kan ånde lettet op. Det kunne jeg ikke.
Stormende forelsket, uden bekymring for livet.
I sommeren 2010 møder jeg verdens dejligste fyr. Han er den jeg har gået og ventet på, og jeg kan mærke han også har ventet på mig. Jeg er 16 år gammel og han er lidt ældre, 21 år. Aldersforskellen var der faktisk aldrig rigtig nogen der sagde noget til, som man måske havde forventet lidt, da jeg kun var 17 år. Jeg tror det var fordi, at det faldt alle så naturligt – vi hørte sammen. Min kæreste døde i foråret 2011.
Min mor vækker mig klokken ca. 01.30 om natten, hun og min far vil snakke med mig. Vi sætter os ved spisebordet og drikker en kop kaffe. Jeg tænker selvfølgelig alt det værste med det samme, men ved heldigvis, at mine søskende sover og er okay, og mine forældre er begge hos mig. Min far begynder med grødet stemme at fortælle mig, at der har været et uheld på motorvejen ved Frederikshavn. Da min mor begynder at græde og tager om mig, falder hele min verden til jorden. Min kæreste er død.
Nu begynder det praktiske.
Den næste lille uges tid går jeg rundt i en døs. De første par døgn sov jeg næsten ikke, men sidst på ugen sov jeg hele tiden. Jeg har besøgt hans forældre og lillebror, jeg har snakket med præsten og bedemanden og sammen med mine forældre planlagt hvad der skal ske til begravelsen. Jeg skulle også i løbet af de første par dage tage stilling til, om jeg ville se ham.
Der er så mange ting man ikke tænker over. Jeg valgte ikke at se ham, fordi uheldet havde skadet hans krop meget, og jeg helst ville huske ham, som han var. Jeg udvalgte et par billeder af os, som han kunne få med i kisten. Jeg fik også lov til at bestemme en salme, som skulle synges i kirken.
Tiden efter.
Der følger så mange praktiske ting med døden. Hvem skal have hvad, og hvilke rettigheder har man egentligt? Vi var jo ikke gift. Fordi min kæreste var så ung, havde han heller ikke et testamente som sådan. Derfor kunne hans lejlighed heldigvis behandles som et privat skifte af dødsbo, så jeg sammen med hans familie kunne bestemme, hvem der skulle have hvad. Ting jeg ikke troede jeg skulle tage nogen som helst beslutninger om, før om mange år.
I dag har jeg fundet mig en ny kæreste. I begyndelsen havde jeg virkelig svært ved at tænke romantiske tanker om nogen andre, og sammenlignede konstant min afdøde kæreste med andre. Det var jo ikke fordi nogen af os havde valgt den anden fra, vi er jo ikke ekskærester – vi blev simpelthen revet fra hinanden. Min nye kæreste er dejlig og meget overbærende. Vi kan tale om min gamle kæreste, mine følelser omkring ham, vores forhold og vores følelser omkring hinanden.
Budskabet må være, at sætte dig i din afdøde kærestes sted. Han eller hun ville med garanti have ønsket, at du kom videre og blev glad igen. Men det er okay at være ked af det. Bare ikke for evigt.