Sådan gør du det til en leg at flyve med børn
Skal du ud at rejse med dine børn, behøver det ikke gå op i hat og briller under flyveturen. Med nogle ganske simple forberedelser kan du gøre tiden oppe i luften til en god oplevelse for både dig og dine børn. Og slippe for bebrejdende blikke fra dine medrejsende.
Tag i lufthavnen i god tid
Et af de absolut bedste råd, som vi kan give dig, er, at du for alt i verden skal undgå stress. Er du stresset over, at I skal ud at flyve, kan børnene mærke det på dig med det samme. Og så bliver de mindst lige så stressede. Sørg derfor for at tage i lufthavnen i god tid. Det giver jer mulighed for at gå lige så stille rundt i lufthavnen og hen til gaten i god tid. Dine børn vil synes, at en lufthavn er et spændende sted at være, hvis bare der hersker en god og afslappet stemning mellem jer.
Husk på, at der altid sker noget uforudset, når der er børn med. Der kan nemt komme et ekstra toiletbesøg eller andet, som forsinker jer. Lav en tidsplan, hvor der er plads til, at der dukker uforudsete situationer op. Om så det er et bleskift eller et barn, der har svært ved at løsrive sig fra den seje LEGO-figur i tax free-butikken.
Pak små overraskelser i tasken
Når først I er gået ombord, er der ikke rigtig andet at foretage sig end at sidde på sæderne. Selvom de fleste børn vil synes, at det er spændende at følge med i, hvad der sker omkring dem blandt de andre passagerer og stewardesserne, kan tiden alligevel let komme til at føles lang.
Det kan du forberede dig på ved på forhånd at pakke nogle små overraskelser i tasken. Det kan være alt fra et UNO-spil, som I kan fordrive tid med at spille sammen, en ny legetøjsbil eller en bog med klistermærker. Det vigtigste er, at du har taget noget nyt med, som fanger børnenes interesse. Og det er dig, der bedst ved, hvad dine børn er optagede af.
Tag sunde snacks med
Sult eller tørst gør ikke noget godt for dine børn, når de skal forholde sig i ro. Sørg derfor for at have tasken fyldt godt op med snacks og drikkevarer. Lad være at fylde dine børn med slik og sukker – det gør dem ikke just mere rolige. Hav gulerodsstænger, rugbrødsmadder, saltstænger eller andet klar i tasken. Det er både hyggeligt og beroligende at få blodsukkeret stabiliseret undervejs på rejsen.
Vælg den bedste afgang
Har du børn, er det en god idé at tænke ekstra over, hvilken afgang du bestiller. Hvis det er muligt, så vælg en afgang, der passer godt ind i dine børns rytme. Kan du time det, så dit barn er frisk og veludhvilet, når I skal afsted til lufthavnen, vil det sikkert gøre det hele lidt nemmere for alle.
Er dine børn store nok, så tag en snak med dem om, hvad der skal ske, hvis det er deres flyve-debut. Det er altid nemmere at acceptere, at de skal stå i kø ved security og beholde selen på under landing, hvis de er blevet forberedt på det forinden.
Rigtig god rejse – til både dig og dine børn!